Går du med overvejelser om at benytte skydetårne eller skydestiger? Ved brug af skydetårne og skydestiger er der regler, som skal overholdes, før de må benyttes.
Der er regler om alt, fra hvor højt dit skydetårn eller skydestige må være, hvor de må placeres, til hvad du må medbringe af våben i dem. Det kan være svært at finde rundt i de mange regler, så derfor har vi gjort det så let for dig som muligt.
Hos Maribo Jagt og Natur har vi nemlig samlet en let og overskuelig guide, så du nemt kan finde ud af, hvilke regler der gælder for brug af skydetårne og skydestiger.
Hvor stort må et skydetårn og skydestige være?
Først og fremmest findes der regler for, hvor stort du må bygge et skydetårn. Et skydetårn er en permanent opstillet konstruktion, som ikke må have et større gulvareal end 2 m². Derudover må siderne ikke være højere end 110 cm over det vandrette plan. Selve skydetårnets bund må højst være hævet 5 m over jorden.
Skydetårnet må gerne udstyres med en let skrånende, flad overdækning i træ eller ikke-reflekterende metal. Dog er det vigtigt at overdækningen er af samme størrelse som gulvarealet med et tillagt udhæng på maksimalt 10 cm.
En skydestige er en ikke-permanent opstillet transportabel stige. Skydestigen anbringes i en træbevoksning som eksempelvis en skov, remise eller lignende bevoksning. Hertil skal stigen være af mindst samme højde som den træbevoksning, den placeres i, så den ikke virker forstyrrende eller skræmmende i landskabet. Højden på en skydestige afhænger derfor af højden på den bevoksning, den sidder ved. Sædet på en skydestige må dog højst være placeret 5 m over jorden. En betingelse ved at benytte en skydestige er, at de skal fjernes, når de ikke er i brug.
Hvor må jeg placere et skydetårn og skydestige?
Både skydetårne og skydestiger skal anbringes mindst 130 m fra anden ejendom. Dog kan dette krav fraviges, hvis der er lavet anden skriftlig aftale med ejeren af det pågældende naboareal. Ifølge Miljøstyrelsen skal opstillingen af et skydetårn placeres i en skov på mindst 0,5 hektar (5.000 m2).
Ydermere skal placeringen ske i en træbevoksning eller skovbryn, således at konstruktionen ikke virker skræmmende for landskabet. Et skydetårn kan altså ikke placeres i et åbent landskab. En skydestige skal ligeledes placeres ved en træbevoksning, så den ikke forstyrrer landskabet.
Hvad må jeg jage fra et skydetårn? Og hvilke våben er tilladt?
Ved brug af skydetårne og skydestiger er der regler for, hvad der må jages. Det er kun tilladt at jage ræve og klovbærende vildt. Klovbærende vildt inkluderer blandt andet:
- Krondyr
- Dådyr
- Sika
- Vildsvin
- Muflon
- Råvildt
Når der jages fra skydetårne og -stiger er det kun tilladt at benytte riflede våben samt bue. Som udgangspunkt må våben kun medbringes i et skydetårn eller -stige en halv time før solopgang og indtil solnedgang.
Særlige regler for regulering
Der findes en række særregler, når det kommer til regulering af invasive arter såsom mink, bisamrotte, sumpbæver og i visse tilfælde ræve. Reguleringen må ske fra 1½ time før solopgang til 1½ time efter solnedgang.
Om Maribo Jagt og Natur
Maribo Jagt og Natur er et familieforetagende, der med 60 års erfaring og gennem flere generationers ejerskab har klædt et utal af jægere på til jagt. Men det er ikke blot jagttøj og geværer, vi iklæder dig – vi kan som passionerede jægere bidrage med viden og erfaring, du ikke finder andre steder i landet.